vEDTÆGTER

Lokalhistorisk Forening
for Jelling, Kollerup-Vindelev og Hvejsel Sogne

 


Navn og hjemsted


§ 1
Foreningens navn er Lokalhistorisk Forening for Jelling, Kollerup-Vindelev og Hvejsel sogne.


 

Formål


§ 2
Foreningens formål er at udbrede kendskabet til og forståelsen for lokalhistorien og kulturhistoriske værdier i de i § 1 nævnte sogne.
Foreningen virker som støttekreds for det lokalhistoriske arkiv, ved gennem foredrag, udstillinger, udgivelse af årsskrift og ekskursioner at fremme interessen for det lokalhistoriske arbejde.

Eksempelvis at etablere læsegrupper, der transskriberer håndskrevne arkivalier af lokalhistorisk observans.

Udgivelse af årsskrift varetages af en redaktionsgruppe, som – med en repræsentant fra bestyrelsen – er selvsupplerende.
Lokalhistorisk Forening deltager på frivillig basis aktivt i arkivets arbejde, herunder indsamling, registrering m.v. Den frivillige indsats sker under arkivarens ledelse.
Foreningen kan virke for udbygning af samarbejdet mellem kulturelt interesserede enkeltpersoner, foreningen og institutioner med en samordning af kulturelle aktiviteter for øje.


 

Medlemmer


§ 3
Som medlem kan optages alle interesserede. Foreninger, institutioner og virksomheder kan optages med rettigheder svarende til ét medlemskab.


 

Generalforsamling


§ 4
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal.
Der indkaldes til generalforsamling med 2 ugers varsel ved annoncering i de lokale blade eller ved direkte henvendelse til medlemmerne.


 

§ 5
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter.
1. Valg af dirigent
2. Beretning
3. Regnskab
4. Meddelelse om årets tænkte forløb, budget og fastsættelse af kontingent
5. Orientering om Lokalhistorisk Arkivs virksomhed
6. Valg
7. Indkomne forslag
8. Eventuelt
Forslag til pkt. 7 skal være bestyrelsen i hænde senest én uge før generalforsamlingen.
Stemmeret på generalforsamlingen opnås efter én måneds medlemskab af foreningen.

 


§ 6
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsens flertal ønsker det eller hvis en tredje del af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden én måned efter begæring herom er fremsat, og indkaldes med motivering for dens afholdelse i øvrigt som ordinær generalforsamling.


 

§ 7
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal. Der kan stemmes ved fuldmagt.


 

Bestyrelsen

 

§ 8
Foreningens opgaver varetages af en bestyrelse på 5 medlemmer.
Desuden vælges 2 suppleanter, 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
Valgene gælder for 2 år.

 


§ 9
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Arkivet er repræsenteret ved bestyrelsesmøderne efter behov fra arkivet eller bestyrelsen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Der føres protokol over møderne.


 

Økonomi


§ 10
Foreningens medlemmer betaler et årligt kontingent, der fastsættes af generalforsamlingen.
Endvidere kan der modtages og tilvejebringes bidrag fra anden side

 


§ 11
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

 


§ 12
Eventuelt overskud på foreningens regnskab, som ikke bruges til foreningens aktiviteter/formål kan – efter en generalforsamlingsbeslutning – anvendes til Lokalhistorisk Arkiv.

 


Vedtægtsændringer og opløsning


§ 13
Ændringer i vedtægterne samt opløsning af foreningen kan ske med simpelt stemmeflertal ved to på hinanden med mindst 1 måneds mellemrum følgende generalforsamlinger, hvor forslaget har været på dagsordenen.
Ved opløsning overføres eventuel formue til andet lokalhistorisk arbejde efter den ekstraordinære generalforsamlings afgørelse.

 


Således vedtaget den 16. marts 2017